Svaneke
Denmark
Tel: +45 40545402
Rating as buyer/seller:
0
No votes yet

Jeg er født i 1960 og opvokset nær Ribe. Jeg er gift og har 2 voksne sønner.

I 1987 trak vi teltpælene op og flyttede op midt i Jylland til Lem ved Ringkøbing Fjord. I sommerferien før flytningen var vi på ferie i 14 dage på Bornholm og her besluttede vi at når vi blev pensionister, ville vi flytte til Bornholm.

I Lem begyndte jeg at male med vandfarver sammen med en god veninde. Det blev til akvarel, vådt i vådt og senere akrylmaling. I 1994 blev der på et kursus for personlig udvikling spontant åbnet for at skrive digte - det er der blevet mange dagbogsdigte, rimdigte, visdomsdigte og spirituelle/kristne digte ud af.

I 1996, hvor vi var flyttet lidt længere ind i landet til Ørnhøj - 20 km syd for Holstebro og 30 km vest for Herning - var det en stor glæde og et længe ønsket mål at åbne Klinik Friheden med alternative behandlingsformer, samtaleterapi, kurser, meditations-, drømme- og farveterapigrupper samt foredrag. 

I 2006 brød min verden sammen i dyb depression og jeg måtte opgive min elskelige klinik. I 2012 blev det til førtidspension efter 2 yderligere dybe depressioner. Med kognitive følgevirkninger heraf og umådelig træthed var min hverdag blevet meget anderledes.

Her blev maleriet en lise for min forpinte sjæl og de kristne motiver begyndte at fylde mere og mere. 

År 2015 blev igen et forandringsår hvor et dybtfølt ønske gik i opfyldelse. Beslutningen og flytningen til Bornholm, til Svaneke med den smukke, stille og til tider barske klippekyst.

Her har min mand og jeg fundet ro. Her traves i naturen i skønne øjeblikke med mine 2 hunde og her skabes påny kreative ting og bl.a. Artmoney, hvis idegrundlag ligger mig meget på sinde.

Jeg håber at du, der har givet dig tid til at læse min historie og set mine Artmoney, har fået en god oplevelse ud af det.

En god dag til dig og dine kære :-)