Hvide pletter

Serial no.: Lars Christian Kræmmer-2019-HP10
  • Style: Other
  • Color: Black / White
  • Material: Literature
  • Thickness: Above 2 mm

This is a novel written in Danish, so the following text is in Danish only...

7 hjerter. Kunstneren bag ARTMONEY udgiver sin anden bekendelsesroman.

 

Hvide pletter

Dagbogsnotater af Lars Christian Kræmmer

Udgivet som artmoney

283 sider, nummereret, signeret og forsynet med en simpel, original tegning

Første oplag er trykt i 200 eksemplarer, 2019

Kan bestilles på: artmoney@mail.dk eller på telefon: 24251777

Hvornår er historien fiktiv, og hvornår er den hudløs ærlig? Lars Christian Kræmmer skriver sin historie i hånden, på stedet, i øjeblikket, hvor det finder sted, så her er en god chance for at læse noget oprigtigt. Men kan vi andre bruge kunstnerens personlige ærlighed til noget?

Kræmmers sidste roman, ”Artmoney” udkom som artmoney i 2012. Det er 7 år siden, og 7-tallet betyder noget helt særligt for kunstneren, som former mange af sine koncepter efter det magiske tal. Han boede i en kasse i mørke i 7 uger. Vandrede i en sort kutte i 7 måneder og rejste efter begivenhedernes gang i 7 år. Og så er han ophavsmanden til den globale, alternative valuta, Artmoney, som prydes af et logo med 7 cirkler. Alt dette, og meget mere, handlede den sidste roman om. Den var skrevet i den snørklede, grammatiske form, ”Morfem” (ordets korteste form, hvor det stadig holder en betydning) og var således noget af en udfordring for læseren. Ikke desto mindre solgte den fire oplag og handles i dag på den Blå Avis til tre gange prisen.

”Hvide pletter,” hedder kunstnerens nyeste roman. Den er også udgivet som artmoney og i et meget begrænset oplag på blot 200 eksemplarer. Til de ikke-indviede skal siges, at bogen holder artmoney standard og kan bruges som betalingsmiddel med en fast kurs på kr. 200 i udvalgte butikker verden over. Den måler således 12x18 cm og er forsynet med serienummer, signatur og en simpel, original tegning. Stregkoden er udeladt og den forhandles ikke gennem butikkerne.

Hvide pletter er dagbogsnotater fra steder, som Kræmmer udforsker for første gang. Han lever til daglig på Frederiksberg med kone og to børn. Han arbejder som kunstner mandag til fredag og tilbringer weekenderne med familie og venner. Hvad fremstår som et pænt og ordentligt liv virker på kunstneren som et gyldent fængsel. Han er velopdraget og ansvarlig og udstår sin pligt med et stivnet smil på læberne. Den årlige sommerferie giver Kræmmer ”udgangstilladelse” da kone og børn rejser til Japan. Det er i disse ”huller” at kunstneren stikker af på eventyr og rejser alene gennem ukendte egne for at puste liv i sit forsømte selv og holde gløden varm i den indre passion.

Vi følger kunstneren, ægtemanden, faren og mennesket ad famlende stier gennem rejser i Albanien, Ungarn, Serbien og Bulgarien. Det er sparsomt, hvad der fortælles om landenes historie og de ellers obligatoriske rejsebeskrivelser. Til gengæld får læseren fuld indsigt i fortællerens dybt personlige univers.

Der leges med sproget afhængigt af hvilket humør eller hvilken situation Kræmmer befinder sig i. Nogle passager er finurlige, mens andre reflekterer over tilværelsen. Nogle beskriver steder og personligheder og andre drømmer om en fremtid som menneske blandt mennesker. Det virker nærmest som en naturlig, menneskelig tankestrøm. Et levende menneske rasler med sine usynlige kæder mens han drømmer om et liv med mening og frihed. Måske netop derfor kan teksten være relevant for os andre.

Kommentar:

Jeg har valgt at være min egen boganmelder. Så jeg giver mig selv 7 hjerter af seks mulige. Det virker både fornuftigt, morsomt og tilpas provokerende til at vække et slumrende samfund.

Jeg har valgt at designe og udgive min egen bog. Derfor har den form som en artmoney. Derfor har den ingen stregkode. Derfor er den skrevet præcist, som jeg vil have den.

Jeg har valgt at gå min egen vej. Ikke at adlyde kloge formaninger om, hvad er rigtigt og forkert.

Fordi jeg selv ved bedst, når det handler om mine tanker, følelser og oplevelser.

Jeg skriver i dagbogsform og skriver derfor til mig selv. Men jeg har valgt at dele mit privatliv, fordi jeg i bund og grund tror på fællesskabet. Jeg har valgt at tro på, at dét som virker vigtigt for mig, kan have betydning for andre. Det betyder intet for mig, om teksten høster ris eller ros, men det er altid interessant med en respons. Så hvis bogen finder en læser, vil jeg hermed opfordre til at læseren sender mig et par linjer, når historien er fordøjet.

Lars Christian Kræmmer, 2019

Selvbestaltet boganmelder

www.kraemmer.dk

artmoney@mail.dk

Tlf.: 24251777

 

 

 

 

 

Price: 200,00 DKK
Shipping fee: 100,00 DKK